Den elskede og den udvalgte

Frankofil>Kultur>Den elskede og den udvalgte

Tekstuddrag "Den elskede og den udvalgte" af Elly Leitner, Skriveforlaget, 2010.

1. kapitel: Maman aimée

Aimée Jeanne Blanchard hed hun. Hun kom sejlende med skib fra Rio de Janeiro til Le Havre. Jeg var 21 år, da vi første gang mødtes. Hun var 57. Jeg tog imod hende sammen med min kæreste, hendes søn Jean François. Hun kom dragende med otte store kufferter og syv ligeså store tasker, alle ret så slunkne. Dem fragtede vi i fællesskab til Paris. Ti dage senere rejste hun tilbage til Brasilien. Da var alle kufferter og tasker fyldte til randen, og det havde sin helt særlige årsag, som jeg skal vende tilbage til senere.

  Aimée, den elskede, var min franske elskedes Maman. Mor med stort M, fuld af kærlighed og fuld af frygtindgydende vilje og styrke til at styre både sønnen, den yngstefødte, samt hans lille danske Guds ord fra landet med det mærkelige navn Elly, der i franskmændenes ører blev til Élue, den udvalgte, Élue de mon coeur, mit hjertes udvalgte. Maman ville også styre den øvrige familie. Datteren Anne Marie, der ikke så anden udvej end at flygte til USA med en amerikansk marineofficer, samt selvfølgelig ægtefællen Lucien, Jean François’ og Anne Maries Papa, levemanden, der ikke lod sig styre af andet end sin lyst til kvinder, whisky og cigaretter.

     Aimée, håndværkerens datter fra Toulouse, den lille modist. Hvordan gik det til, at hun dèr i 1960’erne boede i en fin lejlighed i et af højhusene ved den underskønne bugt ved Rio de Janeiro? Hvorfor kom lige hun, den mellemste af tre døtre, til at skille sig ud, til at bryde op fra familiens skød, fra fødebyen, La Ville Rose, som er toulousain’ernes navn for deres by? Hvorfor fik hun vinger, båret af længsel efter skønhed, efter lidenskab, efter fest og farver, efter andre horisonter? Mens de to søstre med de almindelige navne, Paulette og Marcelle, fra vugge til grav levede helt almindelige liv i lighed med dem, som deres forældre og bedsteforældre havde levet før dem.

     Hvordan kom Aimée til at hedde Aimée? En dristighed, der kun havde lidt eller slet intet at gøre med forældrenes småborgerlige liv, men måske dukkede op som en rest af en ubevidst drøm i en ung mors sjæl.

     Aimées far hed Jean. Hans drøm var en søn, der kunne bære hans navn og håndværk videre. Allerede den første pige var et hårdt slag for den mandlige stolthed, og da barn nummer to kom til verden, nægtede han at se barnets køn og sagde bare hårdt og brutalt: ”Han skal hedde Jean!”- ”Ja ,men, Jean…”, sagde den lille piges mor. – ”Ja men, Monsieur Blanchard ...”, sagde jordemoderen. Så var han væk, og navngives skulle den lille, inden dagen var omme. ”Hvad med Jean ... Jeanne …?” sagde jordemoderen. ”Ja”, sagde moderen og så ind i den lille piges store, mørke øjne og tænkte: ”Hun må elskes særligt! Hun skal hedde Aimée! Aimée Jeanne Blanchard.” Og sådan blev det. Aimée sagde moderen og søstrene. Jeanne sagde faderen og hans mor og søstre. Rolande sagde siden svigermoderen, der ikke brød sig om Jeanne og i hvert fald ikke elskede svigerdatteren. Aimée sagde Lucien, indtil soveværelsesdøren på grund af elskerinderne blev definitivt lukket. Så var der kun svigermors skarpe tunge og navnet Rolande tilbage.

     Maman, sagde min elskede. Ma Maman Aimée. Og ja, hun var elsket af sin søn. Stærkt og inderligt. Hvordan skulle det gå mellem hende og mig? Grobunden for et dårligt forhold, præget af jalousi, syntes oplagt, men det gik over al forventning. Hun kunne og ville lære mig alt. Og gjorde det næsten. Og elskede det. Jeg var lærevillig, bøjelig, fuld af undren, beundring, respekt og snart også kærlighed til denne smukke, elegante, velduftende kvinde med det brune hår, de mørke øjne, de fantastiske historier, den stærke vilje, de blide hænder og de ødsle kys. Længslen efter skønhed, fest og farver, efter lidenskab og andre horisonter havde vi fælles. Ligesom erkendelsen af at være anderledes. ”Kald mig Maman”, sagde hun. Det gjorde jeg inderligt gerne. Snart blev vi også dus.