Orkan og olieforurening sender Frankrig til tælling

Forsiden>Samfund>Aktuelle emner i Frankrig>Det taler man om...

Se også...

Fransk radio og TV  Franske aviser og ugeblade

(03/01/2000) - To voldsomme orkaner og en omfattende olieforurening har sat sit tunge præg på overgangen til år 2000 i Frankrig. De omfattende ødelæggelser som følge af de to voldsomme storme i efter-julen samt den omfattende forurening af den franske nordvestkyst efter olietankeren Erikas forlis d. 12. december 1999 har for den franske befolkning været en grum påmindelse om, at mennesket altså når alt kommer til alt stadig afhænger af den mægtige Moder Naturs luner. De overdådige festligheder i Paris ved årtusindeskiftet blev sat i et lidt sært skær ved tanken om de flere millioner franskmænd som efter en lille uge endnu stod uden telefon, strøm og endda for manges vedkommende var plaget af oversvømmelser og sammenstyrtede tage.   Frankofils redaktion var jo unægteligt nogle af de første til at trække på smilebåndet af den franske modefyrste Paco Rabanes dommedagsprofetier under denne sommers solformørkelse, men man kan jo ikke lade være med fristes til at tænke skøre tanker som at der måske var noget om snakken. Mangelen på computersammenbrud som følge af overgangen fra år 1999 til år 2000 kan ikke ændre ved den generelle chocktilstand som den franske befolkning og de franske medier stadig befinder sig i uger efter de to fatalt stormfulde nætter. Omtrent 120 millioner væltede træer, har man foreløbigt regnet ud. Og de stakkels træer ligger som nogle af de mest tydelige symboler på den knock-out som Frankrig unægteligt har været udsat for, og som har fået både præsident Jacques Chirac og premierminister Lionel Jospin frem på fjernsyn og i radio for at opfordre til national solidaritet overfor de værst ramte. Det franske elektricitetsvæsen EDF og teleselskabet France Telecom har arbejdet i døgndrift i ugevis for at udbedre de voldsomme sammenbrud på forsyningsnettet. Skaderne er endnu ikke helt udbedret.

 
Hvis de to unægteligt usædvanligt voldsomme storme har taget hele den franske befolkning på sengen, og har blotlagt storbyer som Paris' iøjenfaldende skrøbelighed overfor i kystfjerne egne så sjældne faktorer som Naturens vrede, så viser der sig til gengæld også en rørende solidaritet med de ofre, der stadig efter mange dage er ude af stand til så meget som at koge et æg på deres elektriske komfur og i mange tilfælde har måttet se livsværker som bygninger, dyrebestand og landbrugsarealer eller østersbestande gå til grunde på et par timer. Juleferien er, for de skoler der ikke har mistet taget under stormene, jo slut i Frankrig, og mange skoleklasser har allerede taget beslutning om i det mindste enten at bistå stormenes ofre med opbygning af huse og landbrugsindhegninger eller at drage til kysten for at bistå i det uoverskuelige arbejde der stadig står tilbage for at rengøre Bretagnes strande.
 
Langs den franske atlanterhavskyst, fra la Finistère til l'Isle de Rey, har der i nogenlunde samme periode lagt sig en klæg og ildelugtende hinde af sort olie. Den voldsomme olieforurening som følge af olietankeren Erikas forlis har naturligvis skabt polemik omkring sikkerheden for de mange hundrede olietankere, der jævnligt sejler langs de franske kyster. Og ikke mindst har det forårsaget livlige diskussioner om, hvem der nu skal betale for oprydningen efter det gevaldige olie-svineri. TotalFina, der havde lejet olietankeren Erika, har tilbudt at betale hvad det måtte koste at rense hele den lange kyst og bringe den tilbage til den økologiske balance, den tidligere befandt sig i, og som havde gjort den til ét af den franske vestkysts foretrukne feriemål. Den franske miljøminister Dominique Voinet har skabt et decideret forskningscenter, som skal følge la marée noire og drage nyttige konklusioner for eftertiden. I mellemtiden kæmper hundrevis af frivillige stadig en ulige kamp for at rense kysterne med skovle og spader og for at indsamle og rense de flere hundrede tusinde fugle og andre dyr, der er blevet berørt af katastrofen. Indtil videre er der blevet indsamlet 50.000 fugle, hvoraf blot mellem 10 og 15 procent har en chance for overlevelse på lang sigt. 
Blot en eftertanke: hvis Paco Rabane blot havde været lidt mere præcis i sine forudseelser, kunne noget af alt dette måske have været undgået?
 

Relaterede links på Nettet:

 Seneste tema på Frankofil:

Mit Paris
Et portræt af en passion ved navn Paris ... man taber fuldstændig pusten, når man træder ud fra Gare du Nord. Hvor kommer alle de mennesker fra, og hvor skal de hen?