Omvæltninger, ja tak, men "Tour'en er hellig"

Der er skrevet mange kloge ord om grunden til krisen i den professionelle cyklisme, og flere har endda foreslået at cykelsporten skulle holde sig et års tænkepause. Men det ville jo også medføre, at der ikke skulle køres Tour de France i år - en tanke som kun enkelte franske sportsjournalister tør fremmane af og til, og som straks bliver tvunget i jorden igen af ansvarlige og ledere. Selv den ellers meget kritiske sportsavis l'Equipe bragte forleden en dramatisk forside med titlen "Tour'en er hellig"; en sætning som faktisk ganske godt belyser den generelle stemning blandt det brede franske sportspublikum. Det ville ikke bare skabe et kollossalt tomrum på de franske landeveje til sommer, men ville også være et alt for stærkt symbolsk nederlag for cykelsporten, og ikke mindst for de mange tusinde trofaste cykelfans, der år efter år følger den legendariske Tour, og stadig (næsten naivt) tror blindt på det unikke i deres idolers sportspræstationer. En meningsundersøgelse viste for nyligt at 80 procent af alle franskmænd ønskede, at der skulle køres Tour i år. For Jean-Marie Leblanc, Tour'ens direktør, bør der først og fremmest køres som en endelig trodsig udfordring af doping-spøgelset, cykelsportens eneste reelle fjende. På spørgsmålet om, hvorvidt den professionelle cykelsport nu også er blevet rigtig voksen, og har lært af det forløbne års stormvejr svarer han til l'Equipe: "Helt ærligt, det ved jeg ikke, og jeg kan kun svare efter dette års Tour de France. Hvis Tour'ens deltagere kan vise os alle, at de kan opføre sig ordentligt i hele tre uger, så tror jeg at vi igen kan tro på og se op til cykelsporten".

Globalt samfundsfænomen og medieføljeton til milliarder

Det lyder jo smukt, og Leblanc virker faktisk som en mand, der er dybt såret over den megen tvivl, der har været om hans løb, både i 1998 og i år. Men man må ikke glemme, at der jo også står mange, mange millioner (milliarder?) af francs på spil. La Société du Tour de France er en privat virksomhed med en kolossal omsætning hvert eneste år, og som takket være sin totale mediedækning tiltrækker enorme sponsor-summer (og -interesser) og koster de nationale tv-kanaler millioner i tv-rettigheder. Egentlig et pudsigt fænomen i et land, der ellers har en stolt samling af store, statsejede foretagender. Men Tour'en er naturligvis også et kæmpemæssigt medie-show af højeste kvalitet. Det er nogle af Verdens dygtigste kameramænd og motorcyklister, der følger de mest vanvittige ryttere i de mest skøre nedkørsler gennem tåge, regn og sne, og det er nogle af Verdens mest erfarne producenter, der hvert år bringer det ene uforglemmelige live-øjeblik efter det andet fra Europas afsides bjergegne. Fransk fjernsyn (France 2 og France 3) følger næsten hver etape fra start til slut, med direkte kontakt til mindst to-tre sportsjounalister som foretager halsbrækkende live-interviews med ryttere og sportsdirektører på vej op eller ned ad bakke. For mange af disse mediefolk repræsenterer Tour'en hele deres liv, ligesom det er et uundgåeligt ritual for hele det franske samfund. Det var den franske sociolog og semiotiker Roland Barthes, der allerede i 1950'erne skrev om Tour'en som en moderne mytologi, med dets universelle helte og skurke. Og endelig er det for Frankrig som turistland et nødvendigt udstillingsvindue, som viser Frankrigs rige natur og kultur frem for hele Verden, dag efter dag, efterhåden som feltet faktisk når hele Frankrig rundt. En uvurderlig fordel for et land, der vil fastholde sin status som Verdens mest populære turistmål i konkurrence med naboerne Spanien og Italien. Men som også er politisk, for hvert år nævner kritiske røster de betragtelig summer, som kommuner og byer betaler selskabet le Tour de France for at være enten afgangsby eller ankomstby på en etape, eller for blot at lade feltet passere gennem netop deres lille afkrog.

Mod en revolution af le Tour?

Men Tour'en overlever ikke blot i trods - det er hele den professionelle cykelverden, der er syg og som trænger til en mirakelpille. Den franske sportspresse, med bl.a. bladet Vélo Magazine og avisen l'Equipe i spidsen, foreslår en lettere revolution af le Tour de France år 2000: drop firmaholdene og lad Tour'en blive kørt af nationalt sammensatte hold. Det var faktisk sådan Tour'en blev kørt fra 1930'erne indtil 1962 og igen i 1967 og 1968, så tanken er ikke helt så fremmed som den kunne synes. Argumentet lyder, at le Tour de France er det mest fulgte cykelløb, og at et så dramatisk skridt ville kunne friste de andre store konkurrencer, Italien Rundt og Spanien Rundt til at følge trop. Det skulle gerne nedbryde de værste aktuelle og stærkt kommercialiserede strukturer i en sportsgren, der ikke rigtig ved, hvor den skal vende blikket hen. Leblanc (se billedet) har ikke afvist ideen, men nøjes indtil videre med de drastiske beslutninger, der blev annonceret på et pressemøde onsdag d. 16. juni, med udelukkelsen af flere (franske!) ryttere og hele T.V.M.-holdet og annonceringen af en meget hård linie overfor evt. overtrædelser af årets skrappe hensigtsregler mod doping. Det første skridt er taget fra Tour-ledelsens side, og kun den næste halvanden måned vil vise, i hvilken retning den professionelle cykelsport vil bevæge sig op til det 21. århundrede. Lad os håbe på det bedste, for sportens og for vore drømmes skyld!