Frankofil linje
Frankofil
Turisme i
Frankrig
Linjen til Frankrig

De hjemløse i Paris - hvordan møder du tiggerne?

Forsiden>Turisme>At rejse i Frankrig>Hjemløse i Paris

Forsiden
 
Samfund
Turisme
Mad & Vin
Underholdning
Sport
Kultur
Shopping
 
Frankofil Forum
FrankofilNYT

1) Hjemløs mand i Frankfurt © Klaus IboldDu møder dem ved nedgangen til Metroen. De står uden for stormagasinet. De hænger på alle de store banegårde. Halv- eller helsover på parkbænken ved siden af din. Venter tålmodigt bag deres lille håndskrevne skilt: "J'ai faim", "Pour dormir" på, at nogen skal rode en mønt frem fra lommen eller mavetasken.

De sælger deres blade, "L'Itinerant", "Macadam", får deres 10 francs-mønt og ved, at de kan beholde lidt mere end halvdelen til sig selv. De spejder ind i mylderet og håber, at ham dér, eller hende dér, vil standse op og købe, måske veksle et par ord, bryde deres ensomhed, selv om det kun er for et øjeblik.

De står pludselig foran dig i den raslende metrovogn og fortæller om deres liv. De beder om penge, så de måske i nat kan sove på et billigt hotel, måske sammen med den, de elsker. At de for en gangs skyld kan sove en hel nat uden at være bange.

De er sultne, trætte, ensomme. De keder sig, for alt, hvad der kan bryde kedsomheden, koster penge. De sover med skoene på, så de ikke skal blive stjålet. De er på vagt over for dem, der vil jage dem bort fra det lille tilflugtssted, de har fundet, en kælder, en opgang, en garageindkørsel.

De er unge og gamle, sorte, gule og hvide. Punkere og drukmåse, psykisk syge og narkomaner, posedamer og indvandrere sans papiers. Unge, der er stukket af fra håbløse familieforhold og nu strejfer rundt uden mål og retning. Gamle kvinder, der transporterer hele deres liv rundt på en bagagevogn fra Gare Montparnasse. Og mænd uden arbejde. Uden penge, uden familie, uden håb.

De er Paris' hjemløse, les SDF, "sans domicile fixe".

Tiggere udløser blandede følelser hos de fleste af os. Mange af os reagerer ved at ignorere dem, afvise dem, hvis de henvender sig direkte til os, lade, som om de er luft. Vi tænker, at giver vi én, skal vi give dem alle, at det aldrig vil holde op. At vi ikke kan holde alle Paris' tiggere i live.

2) Hjemløs mand og hans hund i New York © Maurice NarcisVi bilder os ind, at mange af dem, der tigger på gaden, selv har valgt denne tilværelse. Vi synes, de sociale myndigheder burde gøre noget, at de hjemløse burde søge arbejde eller i hvert fald gøre noget andet end at stå eller sidde der med deres blikæske og skilt og blade og hånden fremme.

Helst vil vi have, at de forsvinder. Fra vores synsfelt, fra byen, hvor vi holder en hårdt tiltrængt ferie og vil nyde livet og maden og cafeerne og udelivet og den herlige parisiske atmosfære. Vi vil ikke mindes om elendighed og fattigdom, og vi gør, hvad vi kan, for at bekæmpe vores dårlige samvittighed.

Jeg har arbejdet som frivillig blandt de hjemløse i sommer. Jeg kom med alle de samme reaktioner, alle de samme fordomme. Og jeg ved mere i dag, end jeg vidste før. Jeg ved, at de mennesker, der lever på gaden, ikke har haft noget valg. At det i langt de fleste tilfælde drejer sig om mennesker med en kombination af mange forskellige handicaps. Jeg ved også, at det franske bistandssystem er indrettet sådan, at man enten har råd til at spise - eller til at få tag over hovedet. Hvis en lejlighed eller et værelse, der er til at betale, overhovedet er til at opdrive.

Den stinkende kludebunke på metroperronen, jeg før tog øjnene væk fra i en fart, har jeg lært at at kende som et menneske, et individ med en historie og sin helt personlige skæbne. Jeg har forstået, at flasken ved siden af ham ikke gør ham til et moralsk lavtstående individ - den billige vin er et af de midler, der kan gøre dagen udholdelig, når man ikke har tag over hovedet.

3) Abbé Pierre, Fondation Abbé Pierre pour le Logement des Défavorisés © Jaydie PuttermanByen Paris gør en del for sine hjemløse. Både private og offentlige tilbud findes i form af herberger, suppekøkkener, varmestuer osv. De er af vekslende kvalitet, og nogle af dem fungerer som helt gratis tilbud, men i mange tilfælde skal man selv bidrage med nogle få francs for at få et måltid mad eller en kop kaffe.

I sommer har jeg set, at nogle få francs kan gøre en forskel. Forskellen på at være sulten og mæt, forskellen på at kunne drikke en lille kop sød kaffe eller at måtte nøjes med det (lunkne) vand fra vandhanen. Og så videre, og så videre.

Jeg har mødt for mange mennesker, der klokken 14 ikke har fået noget at spise hele dagen, til at tvivle om, at det er sandt. Jeg har set for mange, der bliver taknemmelige for en halvtør stump baguette og lidt æblemos, når de af en eller anden grund kommer for sent til den varme mad, til at tro, at de har skjulte ressourcer. Jeg ved, at det passer, når de siger, at de ikke har 1 franc til en kop kaffe.

De små gule mønter har fået en anden betydning for mig. Tyve 5-centimesmønter for en kop kaffe, fisket frem med sorte fingre fra en lille, fedtet pung, er mere almindeligt, end jeg havde kunnet forestille mig. Hver "sou" betyder noget. Og hver dag skal de skaffes. For manges vedkommende betyder det: tigges sammen.

Beslægtede emner på Frankofil:

 Gode råd til rejsen i Paris

 Find bøger om hjemløse på Nettet

 Læs passage i seneste nummer af FrankofilNYT

 Andre emner i det franske samfund

 

 Sidste måneds opskrift: Poulet à l'estragon

Man tager...

  • 1 god landkylling
  • estragonkviste, persille og laurbær, salt og peber
  • 1 gulerod og 1 løg
  • friske, hakkede estragonblade
  • lidt piskefløde
  • friske, hakkede estragonblade
  • lidt bouillon og en slat hvidvin

    » og så klikker man her!

  •  Seneste tema på Frankofil:


    Mit Paris
    Et portræt af en passion ved navn Paris ... man taber fuldstændig pusten, når man træder ud fra Gare du Nord. Hvor kommer alle de mennesker fra, og hvor skal de hen?


    © Innovell a/s 
    smorder | Søg | Site Map | Glæd Frankofil! | Information |