Frankofil
Webguiden om
Frankrig
|
|
Frankofil Webguiden om Frankrig |
|
|
|
|
|
I poppens univers er det blevet moderne at lytte til etnisk musik, hvad enten det er i akustisk form, eller gennemsamplet i diverse futuristiske technoarangementer. I Frankrig har dette fænomen først og fremmest medført en opblomstring af en musikform, som de mange algierske indvandrere gennem årene har bragt med sig: raï-musikken. Et flygtigt modefænomen? Eller en ny glorværdig epoke for de mange indvandrere af nordafrikansk oprindelse i Frankrig?
• Artikel: Raï-musik på fransk visit Dele af denne artikel og aktuelle links blev udsendt i april måned 1999 som en del af FrankofilNyt.
|
|
|
|
 |
Raï-musik på fransk visit Det hele kulminerede foreløbigt under de seneste Victoires de la musique - den franske musikbranches årlige prisuddeling. Aftenens uomtvistelige vedetter var de tre algiersk-franske sangstjerner, de tre "tenorer": Faudel, Khaled og Rachid Taha, som sang adskillige raï-klassikere (på arabisk) samt arabiske versioner af gamle Beatles-klassikere. Klapsalverne fra det fine, festklædte publikum, med flere tidligere kulturministre i spidsen, kom som en finurlig og farverig påmindelse om Frankrigs sammensatte befolkning og rige kultur, netop som le Front national havde haft lidt for meget spalteplads i de franske aviser. Musikken udsprang fra rituelle beduin-sange
Nordafrikas svar på rock'n'roll-kulturen? Denne raï-musik var naturligvis officielt bandlyst indenfor hjemmets mure og betragtedes som usædelig, ligesom historisk og geografisk beslægtede paralleller fra Andalusien og Sahara. Sproget og emnerne i de tidlige raï-sange var hentet direkte fra de folkelige kvarterer i Oran, Relizane og Sidi Bel Abbès. Raï-musikken havde en bismag af et folkeligt sprog og dårlig smag for middelklassen i storbyer som Tlemcen og Mostaganem, og forbandtes med fortabte, barfodede og beskidte drenge og piger uden hjem, moral og holdepunkter. Det var den upassende triumf for de dyriske og djævelske drifter over den rene ånd. Kort sagt: raï-musikken kunne vel nærmest siges at være for det finere samfund i Algeriet og Marokko hvad arbejderklassens rock'n'roll-musik var for borgerskabet i USA! Raï-musikken flytter i eksil Raï-musikkens saftige og trodsige kredsen om forbudte emner og situationer (flirt, sex og alkohol) fik efterhånden mere udvandede forgreninger, som hurtigt blevet adopteret blandt ungdommen i Algeriet. En ungdom, der vokser op i et dybt kriseramt og borgerkrigshærget land uden nogen særlig grund til at drømme eller håbe om fremtiden. Men musikken er også blevet voldsomt populær blandt de unge, der virkelig er kommet bort fra Algeriet, men som ikke nødvendigvis har en mere lovende fremtid. De lever som delvist marginaliserede første- og andengenerationsindvandrere som f.eks. i de franske forstæder til Paris og Lyon. Flere store raï-kunstnere har i løbet af 1980'erne fået en voldsom opmærksomhed i først de algierske medier: cheb Hasni (myrdet af muslimske fundamentalister i Oran i 1995), cheba Fadila, cheb Khaled, cheb Mami, cheb Sahraoui og cheba Zahouania (cheb for ung mand, cheba ung kvinde). Flere sangere har forladt deres hjemland for Frankrig, hvor de hyldes af de mange beurs (kælenavn for algierere udvandret til Frankrig), og har rent faktisk også har vundet et endnu større publikum blandt andre ungdomsgrupper i Frankrig i takt med den "etniske" musiks stigende popularitet på de vesteuropæiske plademarkeder. Beur-kulturens udtryksform
Den musik, der oprindeligt blev udviklet blandt de mest marginale kvarterer i de nordafrikanske storbyer er altså så småt på vej til at blive stueren, og puster nu liv i den franske musikscene, samtidig med at dens oprindelige publikum begynder at se sig om efter nye udtryksformer. Og alt i alt minder alt dette blot endnu engang om, hvor rig og sammensat fransk kultur er, og hvordan den faktisk konstant tager nye strømme og indtryk til sig...
 |
||
 |
|
|
Udvalgte links om nordafrikansk musik og kultur Vi har desværre fundet overraskende få interessante websteder på det franske Net om raï-musik i historisk perspektvit, ja faktisk i det hele taget. Du finder det essentielle nedenfor. Derudover fandt vi det interessant at supplere med en række links til kilder, der kan hjælpe med at få et bedre indblik dels i den fransk-nordafrikanske blandingskultur og ikke mindst den dramatiske situation specielt i Algeriet - en fransk koloni indtil for kun meget få år siden!
Faudel Cheb Khaled Artikel om cheb Khaled Cheb Mami Musique berbère Musique arabe Mondomix Raïcom Raï Attitudes Aladin le musicien La Voix du Maghreb Raï, Oran, l'Algérie Institut du Monde Arabe i Paris Jounal Maghreb Observateur Maghreb Arabe Presse La Tribune
|
|
|
Seneste tema på Frankofil:
|
|
|
|
|
|
|
|
Innovell a/s |
|
| |
Den raï-musik, der i dag oversvømmer det franske plademarked, har faktisk gennemgået en ret markant udvikling i forhold til den raï-musik der opstod i de algierske og marokkanske landsbyer og storbyer for mange årtider siden. Den udspringer oprindeligt fra et område, der forener det vestlige Algeriet og det østlige Marokko. Et grænseområde mellem algierske og marokkanske kulturelle strømme og traditioner og med historiske forbindelser til den europæiske nabo, Spanien. I kolonitiden trivedes en tidlig afart af raï-musikken som var udsprunget af beduin-kulturen. Musikken havde to forgreninger: En religiøs og rituel form, som især blev brugt ved stammens religiøse fester, bryllupper, omskærelser osv. Det var gennem sangen at stammens myter og persongallerier højtideligholdes og forankredes. Den anden forgrening udviklede sig siden i de mest snuskede egne af fattigkvartererne i storbyerne, og bestod af utilslørede sange med et rå og direkte sprog, som bevidst søgte af overskride alle grænser for god opførsel. Det var i disse marginale lokaliteter i de algierske og marokkanske storbyer at musikformen konstant udviklede sig og skød nye forgreninger.
I Frankrig har særligt cheb Khaled og cheb Mami og siden Kader, Malik og unge Faudel udviklet det, som puritanere kalder den franske raï: af og til sunget på fransk og tilpasset vestlige rytmer og musikinstrumenter. På trods af den tragiske situation i Algeriet er der for øvrigt ikke mange politiske budskaber at hente i raï-musikken. Når kunstnerne selv interviewes om situationen i deres hjemland fremhæver de næsten ufejlbarligt at de kun synger om kærlighed og om ungdommens problemer i et omtumlet samfund. Den mere politiske stillingtagen finder den samme beur-ungdom i rap-musikken - på fransk, altså! De sidste par år er den franske rap-musik nærmest eksploderet, med aggresive og kontante unge kunstnere og grupper som NTM og IAM. Selvom også disse grupper er ved at blive optaget i de etablerede musik-kanaler, et det stadig en musik som specielt de unge beurs vender sig mod; flere grupper, der vokser ud af de mest belastede forstæder bestå af unge fransk-algierske kunstnere. Det er derfor heller ikke videre overraskende, at en helt ny blanding af de to musikformer (og ungdomskulturer) har set dagens lys : le rap na raï!
